liliya

About liliya

This author has not yet filled in any details.
So far liliya has created 3 blog entries.

September – november 2026

2026-08-14T12:10:08+02:00Kommende Udstillinger|

Jeg er med i kunstgruppen "Kunst i Huggeriet". Det særlige ved vores gruppe er bredden. Vi arbejder med forgyldning, glaskunst, grafik, portrætter, keramik, sten, skulptur samt organiske materialer, netop mødet mellem vores forskellige fagligheder, teknikker og udtryk skaber et levende og inspirerende kunstnerisk fællesskab. Hos os er samarbejde, udvikling og nysgerrighed i centrum. Vi bringer hver især vores erfaringer og perspektiver i spil, lærer af hinanden og udfordrer både materialerne, teknikkerne og os selv. Fællesskabet er en vigtig del af vores arbejde. Vi værdsætter de gode samtaler, humoren og den uformelle stemning, hvor idéer får lov at vokse, og hvor forskelligheder bliver til styrke. 3–4 gange om året åbner vi dørene til udstillinger og ferniseringer. Her viser vi både vores egne mangfoldige værker og inviterer kunstnere udefra, så publikum kan opleve kunst på tværs af materialer, genrer og udtryk. Kig forbi Filips Sten- og billedhuggeri, Ormhøjgårdvej 10, 8700 Horsens.

Respons

2026-08-14T10:14:51+02:00Sidste nyt|

Jeg er så stolt, glad og beæret over, at have modtaget denne fantastiske besked. Ann Brunsgaard har sendt mig disse fotos og lavet de fineste opslag på Instagram. Det varmer langt ind i sjælen og det gør alle timerne i værkstedet værd. Tusind tak

Støt brysterne 2026

2026-10-13T16:10:22+02:00Sidste nyt|

En plakat, der gjorde en forskel – 5.500 kr. til Støt Brysterne I anledning af Støt Brysterne-kampagnen 2025 skabte jeg en plakat, hvor 50 kroner fra hvert solgt eksemplar gik til Kræftens Bekæmpelse. Plakaten blev solgt i en begrænset periode i uge 39 og 40, og takket være alle jer, der støttede projektet og købte en plakat, lykkedes det mig at donere 5.500 kr. til Kræftens Bekæmpelse. Det er jeg både glad for, taknemmelig over og stolt af. LIDT OM PLAKATEN: Plakaten måler 50 x 70 cm og blev produceret i et begrænset oplag på 350 eksemplarer, som alle er nummererede. TANKERNE BAG: Kvinden med de intense øjne dækker det ene bryst med sin hånd. I den anden hånd holder hun en boble, der symboliserer håb, samtidig med at hun holder brystet oppe og støtter det. Hun er skabt i sort-hvide nuancer. Håbet er LYSERØDT – det skal holdes og støttes. HISTORIEN BAG: Det hele begyndte i 2024, da Vibeke og Anker fra Café Pedersen spurgte, om jeg kunne lave en plakat i forbindelse med Støt Brysterne-kampagnen. Caféen ville donere 10 kroner for hver solgt kop kaffe og kage i den lyserøde uge, og jeg bidrog med det, jeg kunne: Jeg malede, klippede og klistrede en plakat, som blev stillet op i caféen. Undervejs begyndte gæster at spørge, om plakaten var til salg. Det var den ikke. Den var håndlavet og fandtes kun i dette ene eksemplar. Men spørgsmålene plantede en idé: Hvad nu hvis jeg kunne lave en plakat, som kunne sælges til fordel for sagen? Som kunstner og grafisk designer var der ikke langt fra idé til handling. I teorien lød projektet enkelt: Lav et værk, få det trykt som plakat, sælg det og donér en del af indtægten. I praksis viste det sig at være lidt af en iværksætterrejse. Jeg havde selv stort set alle kasketter på undervejs – kunstner, grafisk designer, økonomiansvarlig, produktudvikler, marketingafdeling og sælger. Og nu, hvor kampagnen var afsluttet, kunne jeg se tilbage på et projekt, der ikke bare blev til 350 nummererede plakater, men også resulterede i en donation på 5.500 kr. Det gjorde mig både glad og stolt. Men projektet handlede for mig om mere end at sælge en plakat og samle penge ind. Jeg håber også, at historien kan inspirere andre til at tænke over, hvad de selv kan bidrage med. Man behøver ikke starte en stor indsamling eller have en organisation bag sig. Nogle gange kan man tage udgangspunkt i det, man allerede kan, og bruge sit fag, sit håndværk eller sin kreativitet til at gøre en forskel. For mig blev det en plakat – eller rettere 350 nummererede plakater – og muligheden for at bidrage med 5.500 kr. til en vigtig sag. Og det hele begyndte med en håndlavet collage til en café og et par gæster, der spurgte: “Kan man købe den?” En stor TAK til alle, der købte en plakat, viste interesse, delte projektet og bakkede op. Uden jer var donationen ikke blevet til virkelighed.

Go to Top